| VIII. Wolf & The Night |
| | Hafvde Kiærlighed lænkelagt Had Love fetter'd this force of free?
Dend utæmmede Mackt?
Han glemmer det han legger dødt What he leaves dead, he forgets
Ingen Minder stiiger fra Graven brat No memories arise from the grave,
Ingen Anger gliider giennem Siælens Nat No anger glides through the night of Soules
Med Ydmyghedens Taarer smigrede hun With humble tears she flatter'd
Dend Guddom som hun hadete medens hun frycktede The Divinitie shes hated and fear'd
Hendes Væsen, lig et Lam Her lamb-like nature
Gik ham ey forbi Left him not untouch'd
For hun hafde rørt ved ham By Magick she was bound
Øfved sin Magi To the Beast within him
Uagtet disse Siæle tvende These Soules twain
Een hafvde at ende Enforced one's end
Nye Smerte klinger frem aff gammel Klage Payne anew from woe of olde
Tragoedie aff uaffbrudne Dage A Tragedie of endless dayes
Ukuelig, dend Tørst Insatiable, the thirst
Hinsidigt, det Begiær Inconceivable, the lust
Nu drev han yr & gal Wild & mad he hunts
I sorthiærtet Kval In anguish black at heart
Vintrens kulde The winter's colde
Snart tilfulde Soone fulfill'd
- oc hans Længsel - And his yearning
Mod een Vinternat Towards a winter's night
Ulven vandrer eene Wandering alone,
The Wolf
|
| |